Den danske models praksis bør undersøges!

Ensidige lovindgreb i først KL's lockout af folkeskolelærerne og nu sygeplejerskernes strejke truer den danske models troværdighed. Aftalt spil? Det bør en kommission undersøge.

Inden for de seneste 10 år har en socialdemokratisk ledet regering to gange afsluttet en konflikt på det offentlige arbejdsmarked med et lovindgreb: KL's lockout af folkeskolelærerne i 2013 og sygeplejerskernes strejke i 2021, hver gang til fordel for arbejdsgiversiden. Mange offentligt ansatte spørger i dag sig selv: Kan vi have tillid til den danske model?

I en fastlåst konflikt kommer et lovindgreb normalt først på banen, når strejken eller lockouten har kørt i et stykke tid. I forbindelse med folkeskolekonflikten anvendte SRSF-regeringen, sammen med KL, instrumentet offensivt ved selv at iscenesætte den konflikt, som den senere skulle »løse« ved et lovindgreb. Den danske model var blevet udansk.

I september 2012 spurgte statsminister Helle Thorning-Schmidt formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, om hans parti »ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen (...) fra oktober vidste jeg, at det hele var lagt til rette på forhånd, og at lærerne ikke havde noget at forhandle om«. 

I september 2012 spurgte statsminister Helle Thorning-Schmidt formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, om hans parti »ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen (...) fra oktober vidste jeg, at det hele var lagt til rette på forhånd, og at lærerne ikke havde noget at forhandle om«.

Han fik ret. Først obstruerede KL forhandlingerne ved at nægte at fremsætte forslag til forhandling. Så fremsatte foreningen et ultimatum, som den stod kategorisk fast på. KL's chefforhandler, Michael Ziegler, fortalte offentlig-heden, at der havde været forhandlet forgæves i »mange uger«, at lærerne ikke ville noget, og at lockouten skulle tvinge dem til »reelle forhandlinger«.

Hvem blev ellers spurgt? Da SRSF-regeringen fremlagde Lov nr. 409, der bragte lockouten til ophør, havde den på forhånd sikret forslaget støtte fra Venstre og Det konservative Folkeparti.

Annette Vilhelmsen afløste i oktober 2012 Villy Søvndal som leder af Socialistisk Folkeparti. Da hun tiltrådte som erhvervs- og vækstminister, blev hun præsenteret for detaljerede planer om en reform af folkeskolen og om lockout af alle overenskomstansatte lærere. Planer, hun ikke var blevet indviet i som børne- og uddannelsesordfører. »Det var aftalt spil mellem KL og SRSF-regeringen anført af daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, som førte til lockouten (...) Skrevet af Finansministeriet og gennemført af regeringen.«

»Det var aftalt spil mellem KL og SRSF-regeringen anført af daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, som førte til lockouten (...) Skrevet af Finansministeriet og gennemført af regeringen.«

Udtalelserne af Kristian Thulesen Dahl og Annette Vilhelmsen er fra bogen »Søren og Mette i benlås«, skrevet af den dobbelte Cavlingpris-modtager Anders-Peter Mathiasen.

Da bogen udkom i 2017, var Mette Frederiksen blevet ny formand for Socialdemokratiet. Som næstformand og beskæftigelsesminister under folkeskolekonflikten var hun nu den politiker på Christiansborg, der havde været tættest på regeringens lovindgreb. På den baggrund bad Ritzau hende kommentere Annette Vilhelmsens udtalelse. Hun svarede, at »det står for Vilhelmsens egen regning, hvordan hun udlægger lærerkonflikten. Jeg har ikke kendt til en drejebog...«

Der er ikke tale om at udlægge noget, men om det faktuelle spørgsmål: Var reformen, lockouten og lovindgrebet aftalt spil? At Mette Frederiksen ikke har »kendt til« en drejebog er retorisk upræcist, da svaret nominelt lader den mulighed stå åben, at en sådan drejebog kunne have eksisteret uden hendes vidende. Men med den position, hun indtog i SRSF-regeringen, er det reelt umuligt, at hun ikke skulle have haft fuld indsigt i dens uden sammenligning mest profilerede sag, der tilmed hørte under hendes eget ressortområde. Lov nr. 409 bærer hendes underskrift.

Der er kun to mulige svar: »Ja, der forelå en drejebog!« eller: »Nej, der forelå ikke en drejebog!« At Mette Frederiksen ikke frejdigt svarer det sidste indikerer, at det første er korrekt. Hvorfor denne talen udenom? Fordi Mette Frederiksen ikke vil svare med en løgn. Men hun vil heller ikke svare med sandheden.

Der er kun to mulige svar: »Ja, der forelå en drejebog!« eller: »Nej, der forelå ikke en drejebog!« At Mette Frederiksen ikke frejdigt svarer det sidste indikerer, at det første er korrekt. Hvorfor denne talen udenom? Fordi Mette Frederiksen ikke vil svare med en løgn. Men hun vil heller ikke svare med sandheden. 

Læs LC's version af forhandlingsforløbet i LC's notat af 30. marts 2013

Debatten om aftalt spil har hidtil fokuseret på fairness og det forhold, at folkeskolelærerne blødte 1,3 mia. kr. i en konflikt, som var planlagt og afgjort på forhånd, og som de i realiteten kun var statister i. 

Dette moralsk-økonomiske problem har skygget for et juridisk. Line Aarsland, KL's daværende kommunikations-chef, har oplyst, at KL i to år op til konflikten havde arbejdet med »strategisk, politisk kommunikation« for at »sikre opbakning til at ændre arbejdstidsreglerne«. Strategien var »baseret på et omfattende og offensivt pressearbejde samt inddragelse af interessenter rundt om skolen og journalister og meningsdannere«.

Denne undergravning af befolkningens respekt for folkeskolelærerne fik sin slutspurt i de annoncer, som KL indrykkede i landsdækkende dagblade i lockoutens første uge. Annoncerne var affattet i et ringeagtende sprog og indeholdt misvisende og ukorrekte oplysninger. En klage til Folketingets Ombudsmand over, at KL's måde at optræde på ikke kunne være i overensstemmelse med god forvaltningsskik, blev afvist, ikke fordi klagen kunne tilbagevises som grundløs i henhold til Forvaltningsloven, men fordi KL som privat forening ikke var underlagt denne lov. Det blev foreningen først 1. januar 2014.

KL kunne ikke drages til ansvar. Det kunne SRSF-regeringen formelt set heller ikke. Men hvis de to parter havde aftalt konflikten i forvejen, var regeringen reelt set ansvarlig, da den i modsætning til KL var underlagt Forvaltningsloven, som så den havde tilsidesat for at bane vej for Lov nr. 409. Dermed begik regeringen lovbrud. Med fælles planlægning forsvandt det vandtætte skot mellem, hvad der var regeringens ansvar, og hvad der var KL's ansvar; de to ansvarsområder blev forbundne kar.

På baggrund af de mange, tungtvejende indicier og beviser for, at folkeskolekonflikten var aftalt spil, har jeg stillet borgerforslag FT-09476: »Kommission til afdækning af SRSF-regeringens folkeskolereform, KL's lockout af folkeskolelærerne og vedtagelsen af Lov nr. 409«. Jeg følger forslaget op på www.borgerforslag2013.dk, hvor jeg også redegør for konfliktens baggrund og forløb, der er betydeligt mere omfattende end her anført.

Hensigten med borgerforslaget er at give folkeskolelærerne oprejsning efter konflikten og komme den danske model til undsætning. Det absolut afgørende for modellens anvendelighed på det offentlige arbejdsmarked er dens historiske troværdighed, der kun kan opretholdes, hvis konflik­tens parter oplever et lovindgreb som nogenlunde afbalanceret og ikke decideret urimeligt.

Det absolut afgørende for modellens anvendelighed på det offentlige arbejdsmarked er dens historiske troværdighed, der kun kan opretholdes, hvis konflik­tens parter oplever et lovindgreb som nogenlunde afbalanceret og ikke decideret urimeligt. 

Modellen har et indbygget pres på denne troværdighed, for kan en regering undlade at forme et indgreb efter sin egen politiske dagsorden? For ikke at svække modellens troværdighed må den til enhver tid siddende regering optræde demokratisk transparent og tilnærmelsesvist upartisk. Måske ønsker den dybest set et drastisk indgreb, men må moderere det af hensyn til den danske models anvendelighed i fremtidige konflikter.

De seneste årtiets strukturelle samfundsudvikling har suppleret dette indre pres med et ydre. Som konsekvens af den stramme statslige styring af kommunernes økonomi samt regioner, der finansieres via Finansloven, er magten over den offentlige sektors økonomi blevet centraliseret på Christiansborg. Regering og Folketing ved, at en lønstigning på det kommunale og regionale område vil udløse krav fra kommuner og regioner om øget tilskud fra staten, hvilket vil belaste Finansloven vedvarende. Når regeringen griber til lovindgreb i en konflikt på det offentlige arbejdsmarked, er den således part i sagen, dens indgreb et finanspolitisk instrument.

Alle ministre i SRSF-regeringen, de tre partiers menige folketingsmedlemmer og mange oppositionspolitikere nægtede i 2013 hårdnakket, at folkeskolekonflikten havde været aftalt spil - og gør det stadig. Kun få har stået frem og sagt sandheden klart og tydeligt, selv om den er indlysende evident. De fleste lurepasser. Dette er stærkt beskæmmende for et samfund, der kalder sig selv demokratisk.

Når politikere bag lovindgrebet i 2013 fik stillet spørgsmål om konflikten, klamrede de sig febrilsk til regeringens 59 sider lange talepapir "Presseberedskab/Q&A til brug ved præsentation af lovindgreb". Her lyder spørgsmål 3: "Har hele forløbet været aftalt på forhånd? Internt i regeringen? Med KL? Med det politiske flertal?" Det enkle og klare svar kunne have været: Nej! I stedet præsenteres fire forplumrede og uklare svar - som for eksempel det tredje: "Men de offentlige arbejdsgivere koordinerer naturligvis tæt både før, under og efter overenskomst-forhandlinger, lige som arbejdstagersiden jo også gør på tværs af det offentlige område."

Efter S-regeringens lovindgreb over for sygeplejerskernes strejke er det således relevant at stille spørgsmålet, om regionerne "naturligvis" også, lige som KL,  har koordineret deres ageren med regeringen "både før, under og efter" forhandlingerne. Og ja, det gør arbejdstagersiden også, men der er i så fald tale om en horisontal koordinering: Alle fagforbund befinder sig på samme niveau og har ikke magt til at sætte deres vilje igennem.  For KL/regionerne og regeringen er tale om en vertikal koordinering: De første befinder sig på et lavere niveau end den sidste, som netop har magten til at sætte sin vilje igennem - ved et lovindgreb.

Efter S-regeringens lovindgreb over for sygeplejerskernes strejke er det således relevant at stille spørgsmålet, om regionerne "naturligvis" også, lige som KL, har koordineret deres ageren med regeringen "både før, under og efter" forhandlingerne.  

At lade en kommission afdække folkeskolekonflikten vil være lakmusprøven på, om vi fortsat kan have tillid til den danske models anvendelighed på det offentlige arbejdsmarked.